|
Artikel Hvad vil du egentlig med den certificering...?
9 gode grunde til at have certificerede
ledelsessystemer - og 3 grunde til at lade være
Af Erik
Nielsen, 14. maj 2003.
Nogle gange kan man komme til at tænke på, hvad
det egentlig er værd, at virksomheden er kvalitets-, miljø, arbejdsmiljø,- hygiejne- og
alt-muligt-andet-certificeret.
Hvorfor er vi egentlig det? Får vi
noget ud af det, andet end glæden ved at arbejde med systemerne samt en
tyrkertro på, at kundernes loyalitet til os er sikret med certifikatet?
Når der engang imellem er tid til fordybelse
(f.eks. omkring nytår...!), kan du som virksomhedsleder eller ansvarlig for
ledelsessystemerne bruge nedenstående inspiration. Der er lidt for ethvert temperament og ambitionsniveau ... værsgo':
9 grunde til at have certificerede
ledelsessystemer:
1. - kundernes forventninger
2. - lovgivningen
3. - lempelser i offentligt tilsyn
4. - mål for forbedringsproces
5. - fastholder de 'lovede ord...'
6. - hjælp til at blive bedre
7. - hjælp til at holde fokus på systemet
8. - positiv bundlinie-effekt
9. - støtte til den systemansvarlige
- Certificering som middel til at efterleve
kundernes forventninger eller krav.
Fordelene taler nærmest for sig selv. Pas dog på, at I ikke forfalder til
at 'jappe' et minimumssystem igennem, idet der er stor risiko for at dette
blot bliver en klods om benet. Selv om motivationen for at blive
certificeret er kundekrav, så skal I samtidig sørge for at tage de oplagte
forbedringer med i udviklingsprocessen, og derved vende det udefrakommende
krav til et internt forbedringsinstrument.
- Certificering som middel til at efterleve
lovgivning.
Igen taler kravet nærmest for sig selv, hvis virksomhedens aktiviteter er
underlagt lovgivning som kræver et certificeret kvalitets- eller
miljøledelsessystem. Her gælder samme kommentarer som beskrevet under pkt.
1 herover.
- Certificering som middel til at opnå
lempelser i det offentlig tilsyn med virksomheden.
Inden for miljø- og arbejdsmiljølovgivningen opereres med forskellige
grader af offentlige myndigheders tilsyn med virksomheder. I vil altid blive
mødt med velvilje fra myndighederne, hvis virksomheden arbejder proaktivt
og aktivt for at forbedre miljøet og skabe sikre og sunde arbejdsforhold.
Myndighederne bruger to instrumenter: en pisk og en gulerod! Vælg selv,
hvilken én du vil have ...!
- Certificering som fast mål for en
forbedringsproces.
Det hjælper altid at have et fokuspunkt i en langstrakt udviklingsproces.
Systemcertificering som mål er en udmærket gulerod for både ledelse og
medarbejdere undervejs i processen ...
- Certificeringen fastholder både ledelse og
medarbejdere på deres ord....
Alle de gode intentioner og fordele der
bliver talt om og vedtaget i starten af forbedringsprocessen skal
fastholdes. Certificeringen er populært sagt med til at at holde både
ledelsen og medarbejderne 'til ilden', når dagligdagen erstatter
projektfasens løftede stemning.
- Certificeringen hjælper ledelsen til at
blive bedre ved hjælp af systemet.
Alle gode certificeringsbureauer giver både ris og ros samt giver
virksomheden sin opfattelse af, hvor der ligger forbedringsmuligheder. Det
handler ikke om for auditorerne, at 'hakke af på en kravliste', men i
virkeligheden mere om, at fastholde jeres virksomhed i en løbende
forbedringsproces. Det skal dog bemærkes, at certificeringsbureauerne altid
skal overholde kravene i deres akkreditering til at certificere systemer,
så auditorerne kan aldrig komme til at fungere som konsulenter for
virksomheden..
- Certificeringen hjælper medarbejderne til
at holde fokus på systemet.
Vi mennesker har det jo med at koncentrere os om det der er spændende eller
det vi er gode til. Medarbejderne har med andre ord ikke nødvendigvis fokus
rettet mod at bruge systemet, især på de områder hvor den enkelte ikke
kan se formålet med systemets enkeltdele. Certificeringen hjælper med til
at udbrede forståelsen for systemets sammenhænge blandt medarbejderne.
Interne audits og træningsaktiviteter bør desuden gøre det samme! (Husk
altid på, at jo bedre systemet er integreret i de daglige værktøjer og
arbejdsprocesser, des lettere er det for medarbejderne at bruge det!).
- Certificeringen indvirker positivt på
bundlinien.
Med udgangspunkt i, at ledelsen bruger ledelsessystemerne til fremadrettede
løbende forbedringer, til at fastholde fokus på kundernes, medarbejdernes
og andre interessenters krav og behov, så vil et certificeret
ledelsessystem nærmest pr. definition have en positiv effekt på
virksomhedens økonomiske resultatet. De omkostninger der går til at
etablere og vedligeholde ledelsessystemerne, herunder at opretholde
certificeringen, vil oftest blive sparet (og mere til!) i form af
reducerede fejl- og miljøomkostninger m.v..
- Certificeringen hjælper den
systemansvarlige med at fastholde kravene.
I den hektiske hverdag kan det være et knap så taknemmeligt job at være
den systemansvarlige, som på én og samme tid skal sikre at systemets krav
overholdes og samtidig sikre at systemet er fleksibelt og passende i forhold
til virksomhedens aktiviteter. "Certificeringen skal
opretholdes..." er alt andet lige et godt argument når kvalitets- og miljøchefen
bliver klemt af driftens travlhed og ledelsens prioriteringer.
3 grunde til IKKE at have certificerede
ledelsessystemer:
1. - manglende styr på virksomheden
2. - at vælge certificeringen fra
3. - ledelse og kultur
- Manglende styr på virksomheden.
Det er en ærlig sag, hvis virksomheden simpelthen ikke er parat til at lade
sig certificere. Alting tager sin tid, så nystartede virksomheder og
virksomheder i 'omvæltning', er måske ikke klar til at gennemføre den
proces det er, at blive certificeret. Her er vort råd ganske klar;
Analysér virksomhedens samlede situation, lav en strategi og tænk de
relevante ledelsessystemer ind i planerne. Søg professionel rådgivning og
assistance på de felter, hvor I ikke selv er kompetente til at 'komme op
på niveau' (...og vær ærlige
over for jer selv).
- Bevidst, at vælge certificeringen fra på
trods af fordelene.
Fordelene taler nærmest for sig selv jf. de 9 punkter i afsnittet herover.
Alligevel er der virksomheder der måske tidligere har været certificeret,
som bevidst vælger certificeringen fra. Måske føler disse virksomheder,
at de ikke får nok ud af at være certificerede, i forhold til de
oprindelige forventninger? Måske er de kunder der oprindeligt krævede
certificering forsvundet? Der kan være mange grunde, og disse kan være
reelle nok! En certificering vil jo altid være et tilvalg, som man
efterfølgende kan vælge at droppe igen. Men også her vil vi råde til, at
ledelsen kigger en ekstra gang på virksomhedens strategi, for at
undersøge, hvorvidt certificeringer kan understøtte forretningens ønskede
udvikling. Vores påstand vil være, at ledelsessystemer altid vil bidrage
positivt til virksomhedens udvikling og drift. Hvorvidt systemerne skal
certificeres må være op til ledelsen at beslutte, men vi påstår, at der
generelt altid er flere fordele end ulemper!
- Ledelsesstil og virksomhedskultur.
Det er ikke alle ledere der mener, at de selv kan forene sig med et
system for ledelse. Det er heller ikke alle virksomheder der har den kultur
der er nødvendig for at kunne eksistere med et kvalitets- eller
miljøledelsessystem. Sådan kan det i måske føles, før I går i gang! Og
måske har I ret i disse antagelser, men der er også en stor sandsynlighed
for, at sandheden flytter sig i takt med, at I kan se de fordele der er
forbundet med 'bedre styr på tingene'. Det ligger i hvert fald fast, at
hvis I af den ene eller anden grund, ender op med, ikke at tro på konceptet
omkring ledelsessystemer, så spar jer selv for anstrengelserne og
ærgrelserne over, at det (måske) ikke lykkes at blive certificeret! Når
det er sagt, så er der ingen grund til at undlade at bruge nogle af de gode
principper, som findes i kravstandarderne ISO 9001, ISO 14001, OHSAS 18001
m.fl. - blot uden at have en certificering som mål.
Kontakt KvalitetsService
hvis I har brug for sparring og vejledning omkring ledelsessystemer, samt
omkring valget mellem certificering eller ej!
Alle rettigheder til denne artikel
tilhører KvalitetsService. Teksten må gengives med tydelig kildeangivelse og
der må etableres dybe links til denne side.
|